dēfŭgĭō, fūgī, ĕre, tr.,

¶ 1 éviter par la fuite, fuir, esquiver qqch. [pr. et fig.] : Cæs. G. 6, 13, 7 ; C. 1, 82, 2 ; Cic. Tusc. 5, 118 ; Att. 8, 3, 4 ; Sulla 33 ||
non defugere quin Varro R. 2, 4, 2, ne pas se refuser à ||
[abst] Cæs. C. 1, 32, 7

¶ 2 s'enfuir d'un endroit : Liv. 5, 38, 8.