dēfŭgĭō, fūgī, ĕre, tr.,
¶ 1 éviter par la fuite, fuir, esquiver qqch. [pr. et fig.] :
Cæs. G. 6, 13, 7 ;
C. 1, 82, 2 ;
Cic. Tusc. 5, 118 ;
Att. 8, 3, 4 ;
Sulla 33
||
non defugere quinVarro R. 2, 4, 2,
ne pas se refuser à ||
[abst]Cæs. C. 1, 32, 7
¶ 2 s'enfuir d'un endroit :
Liv. 5, 38, 8.
non defugere quin
[abst]