splendēscō, dŭī, ĕre, intr.,

¶ 1 devenir brillant, prendre de l'éclat : Virg. G. 1, 46 ; Ov. P. 2, 10, 23 ; M. 10, 77

¶ 2 [fig.] Cic. Par. 3 ; CM 28 ; Plin. Min. Ep. 5, 11, 3. ↣ pf. splendui Aug. Conf. 10, 27.